Between Two Thorns af Emma Newman

Coverbillede fra Goodreads


Lidt endnu vil jeg fortsætte med at anmelde bøger læst på enten Kindle eller Ereolen Global. Sommeren er brugt på fornuftig vis med snuden i en bog eller rettere sagt, flere bøger. Jeg har nået at læse en hel del, og henover de næste par uger, vil jeg anmelde en række serie, som jeg mener er klart værd at læse. Udover det, vil jeg også skrive en anmeldelse af den nye Harry Potter bog, som jeg var så heldig at få i fødselsdagsgave. Personligt har jeg savnet at bruge min sommer på Hogwarts, sammen med Harry, Ron og Hermione, og det var en sand fornøjelse at tygge mig igennem manuskriptet til Harry Potter and the Cursed Child. Men mere om HP senere, for i dag skal det dreje sig om en helt anden genre, nemlig Urban Fantasy. Der skal ikke herske nogen tvivl om, at jeg er meget glad for fantasy-bøger. Det er faktisk dem jeg har allerflest af på reolen. Jeg har i mange år begravet mig i vampyr/varulv/hekse-universet, og kan takke min søster for, at åbne min horisont for en anderledes verden. Mit første møde med Urban Fantasy/Dystopian var The Hunger Games. Jeg anså den ikke for at være noget specielt, men Helle insisterede på, at jeg skulle læse den. Så det gjorde jeg, og må ærligt indrømme at jeg ikke lagde bogen fra mig igen, før jeg var færdig.
Between Two Thorns er en del af en serie på, indtil videre, 4 bøger. Dog er det kun de første 3, der indtil videre er tilgængelige på Ereolen Global.

 

Sam bor i Bath. Efter en våd aften på den lokale pub med kammeraten Dave er Sam på vej hjem til konen Leeann. Men trangen til at skulle lade vandet, sender ham ud på et eventyr, han aldrig havde set komme. Sam bliver nemlig vidne til en meget mærkværdig kidnapning. Han tror, han ser syner, da en fe forbander ham til aldrig at kunne tale om, hvad han var vidne til.

Catherine (Cathy) bor i Manchester, i konstant frygt for at hendes familie skal finde hende. Cathy er nemlig ikke helt som de andre mundanes, hun er nemlig født og opvokset i Aquae Sulis i the Nether. Aquae Sulis er spejlet af Bath, blot i en anden dimension. En dimension beboet af de såkaldte “fae touched”. Dimensionen er styret med hård hånd af de såkaldte protektorer, som hver indflydelsesrig familie har.
Cathy er selv det mellemste barn, ikke den smukkeste eller den klogeste i følge samfundet og forældrene, men derimod en viljefuld ung kvinde, som ingen intentioner har om at følge de regler, der er sat hverken af samfundet eller hendes forældre. Men da familiens protektor, den lettere tossede Fe Lord Poppy, dukker op på hendes arbejdsplads, har hun ikke andet valg end at forlade Manchester og rejse hjem til Aquae Sulis.


Bogen er en fantastisk blanding af fe-eventyr, victoriansk Jane Austen og krimi. Anmeldelsen kunne sagtens have været længere, da der er flere personer, som spiller en ledende rolle i bogen. Bogen er skrevet i en stil, som jeg aldrig selv har brudt mig specielt meget om, hvor man i hvert afsnit, følger en ny person, som her er fortæller. Men det fungerer bare, selvom man ind imellem bliver yderst frustreret ved et fortæller skifte, da det tit sker på et afgørende tidspunkt. Desuden er bogen absolut Insta-love fri, hvilket var en befrielse. Ind imellem er det bare ikke noget, man gider. Personligt nød jeg at følge Cathy gennem de tre bøger, og den udvikling hun går igennem. Hun er selvstændig, viljestærk og ikke bange for at sige sin mening. Alt sammen noget, jeg syntes gør hende til en fantastisk heltinde.

Den fortjener i hvert fald 4 ud af 6 stjerner.
Farm-Fresh_bullet_star-lilleFarm-Fresh_bullet_star-lilleFarm-Fresh_bullet_star-lilleFarm-Fresh_bullet_star-lillestar-grstar-gr

 

Titel: Between Two Thorns (The Split Worlds #1)
Forfatter: Emma Newman
Oprindeligt sprog: Engelsk
læst på: Ereolen Global – Overdrive
Antal sider: 384
Genre: Urban fantasy
Land: England
Forlag: Angry Robot
ISBN: 0857663208 (ISBN-13: 9780857663207)

You may also like

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *